Hamlet-ruten (36 km)

Det er krønikeskriveren Saxo Grammaticus, der omkring år 1200 fortæller historien om den jyske høvdingesøn Amled. Hans far blev dræbt af farbroderen, som derefter giftede sig med Amleds mor. Amled hævnede drabet på faderen, men først efter at have spillet dum og gal, så farbroderen ikke skulle fatte mistanke til ham. Historien kender vi først og fremmest fra Shakespeares skuespil ”Hamlet”, der blev udgivet i 1603. Amled skal have levet omkring år 500, og da han selv døde, skal han være blevet begravet på Ammelhede ved Randers, som er målet for denne tur.