Tørringbanen 3. etape - ca. 8 km

Denne cykelrute er en af 9 etaper, der følger sporet efter Tørringbanen og sidegrenen Rask Mølle-Hjortsvang så tæt som muligt. Ruten går mest af de asfalterede veje, men kommer også af og til i berøring med grusveje og stier. Cykelruterne er udformet som rundture, der dels følger banen, dels går ud i landskabet til interessante steder med fortællinger om folk og liv på jernbanens tid. Parkering i Flemming langs vejen ved stationen. Ruten går først sydpå med besøg ved den imponerende Klaks Mølle, der ligger hvor Møllebæk møder Gesager Å og sammen bliver de til Bygholm Å. Herefter op til Vrønding og en tur forbi den fint bevarede Vrønding Station og rundt i byen. Tilbage mod Flemming går turen ad Vrøndingvej. Her gik banen tæt nord for vejen og ind i byen, hvor Flemming Station ligger og hvor det store mejeri, foderstofforretning og efterskolen kom til.