Runesten og andre fortidsminder (61 km)
Runestenene fra slutningen af 900-tallet og begyndelsen af 1000-tallet er de første historiske kilder, hvor vi på skrift kan få et indtryk af vores forfædres bedrifter. Alene i Randers Kommune er der omkring 350 synlige og fredede fortidsminder, først og fremmest gravhøje og stendysser fra stenalderen samt et stort antal gravhøje fra bronzealderen. Fra historisk tid drejer det sig – ud over runestenene – om f.eks. voldsteder fra middelalderen og gamle kirketomter. Denne tur, der starter og slutter i Hvidsten, fører forbi nogle af de mest spændende fortidsminder i området nord for Randers.