Tørringbanen 6. etape - ca. 10 km
Denne cykelrute er en af 9 etaper, der følger sporet efter Tørringbanen og sidegrenen Rask Mølle-Hjortsvang så tæt som muligt. Ruten går mest af de asfalterede veje, men kommer også af og til i berøring med grusveje og stier.
Cykelruterne er udformet som rundture, der dels følger banen, dels går ud i landskabet til interessante steder med fortællinger om folk og liv på jernbanens tid.
Parkering ved Uldum Station.
Det første stykke følges banesporet. Vejen mod Ølholm ligger tæt ved siden af eller direkte oven i banesporet.
På Ølholm Station læssede man bl.a. mange flødeboller og møbler fra byens virksomheder. Man kan stadig finde de gamle gårde og husene med de mange butikker og virksomheder, der var i den travle stationsby.
Tilbageturen går over Hesselballe og forbi Ribebakke.