Rundt om Offermosen
I en tidligere sø på bunden af ådalen fandt der gentagne gange store våbenofringer sted i jernalderen. Søen er siden groet til og omdannet til mose og eng.
Der er hentet mere end 15.000 genstande frem af jorden – især våben, personligt krigerudstyr og dele af hesteudrustning. Udstyret er fra mange hundrede slagne krigere. Inden ofringen fandt sted, ødelagde sejrherrerne de erobrede våben.
Turen Rundt om Offermosen går i kanten af Mesing Sønderskov og af Fuglsangskoven, men den krydser også ådalen to gange. Især den østligste krydsning af ådalen kan undertiden være en ret fugtig tur gennem lavtliggende engarealer, så vandtæt fodtøj er en god ting.
Der kan parkeres ved Foerlev Møllevej over for den tidligere vandmølle Foerlev Mølle. Rundturen (rød) er på 4,7 km, men kombineres den med en tur op gennem Tingdalen (gul), vil den samlede tur blive på 6,3 km.