Jeg har længe været på udkig efter en løbetrøje med lange ærmer, der kan bruges til de køligere sommer- og efterårsdage. Kvalitetskriteriet er en let trøje i et svedtransporterende materiale. Men endnu vigtigere skal trøjen have en kropsnær pasform, og så skal den ikke krybe op under løb. Så mine forventninger var høje, da jeg fik Craft Herre Pro Zero Extreme Concept t-shirten i hånden!
Førstehåndsindtrykket
Indpakningen en lækker og kompakt, og trøjen føler lækker omend en lille smule kunstig. Trøjen, er som mange af Craft øvrige produkter, uden så mange “dikkedarer”. Ingen prints, ensfarvet og enkelt design med få detaljer. Det tiltaler mig, mens andre måske gerne ville have lidt mere “spræl”. Meshpanalerne ved ærmerne og på ryggen giver dog et fint look på trøjen, og jeg er spændt på at opleve det i aktion.
Tekniske detaljer
Trøjen er utrolig let, og den har ingen generende syninger. Meshet giver både en fedt look, og yder en god ventilation i trøjen. Særligt meshet rundt om håndleddene er jeg spændt på. Trøjen kan vaskes ved høj temperatur (60 grader), hvilket jeg ser som en kæmpe plus ift svedlugt.
Trøjen er en lille smule længere bagpå end foran, og stoffet et let elastisk. Halsåbningen er rund, og giver fin luft og plads uden at være for løs. Trøjen er tiltænkt som et let baselayer, der yder både en smule varme og en evne til at transportere sved væk.
Ude på vejen
Så skal trøjen i brug. Første tur er i let solskin en efterårsdag, hvor vinden for en gangs skyld holder en pause. Trøjen får lov til at skulle holde mig varm på egen hånd – en test er vel en test ;-)
De første kilometer går hurtigt, og jeg bemærker heldigvis ikke trøjen. Sveden transporteres hurtigt væk fra min krop, mens trøjen stadig holder mig varm. Jeg er dog glad for at temperaturen ikke var lavere, da jeg så ville have manglet et lag mere. Nogle dage senere testede jeg dog trøjen i højere temperatur, og havde stor glæde af meshet ved håndleddene, der sikrede, at jeg ikke fik det for vamt.
Trøjen sidder behageligt, og laver ikke den sædvanlige kravletur op ad maven for at ende under armene.
En uges tid senere får jeg mulighed for endnu en testseance – en tur i sjask regnvejr. Denne gang er Craft Herre Pro Zero Extreme Concept akkompagneret af en tynd vest, da regnen har fået selskab af en strid vind. Tidligere har jeg returneret fra løbetur i regnvejr adskillelige kilo tungere – af vand i trøjen. Men Craft trøjen gør mig glædeligt overrasket, og føles ikke væsentligt tungere og irriterende trods den silende regn.
Konklusion
Trøjen yder en superfin indsats, og tjener sit formål – den holder mig varm og transporterer sveden væk. Trøjen er ikke voldsom varm, og kræver et mellemlag til de kolde dage og en vest eller jakke til de blæsende dage.
Til genæld er trøjen perfekt hvad angår pasform og brug. Trøjen sidder behageligt til, og bliver siddende hvor jeg gerne vil have den! Det er et behageligt materiale, der falder pænt på kroppen.
Alt i alt en fin undertrøje, jeg helt bestemt kommer til at bruge igen og igen.